Politikerne ligger afgifter på fedt og sukker. Argumentet er folkesundhed. Men simpel logik viser at skat på fedt og sukker, blot er en nye måde at tjene penge til statskassen på bekostning af de fattigste i samfundet.

Den tidligere regering fik vedtaget en skat på mættet fedt. Alle partier med undtagelse af Liberal Alliance og Endhedslisten stemte for denne skat med argumentet om, at det ville forbedre folkesundheden i Danmark.

Lad os for en stund antage at mættet fedt rent faktisk er sundhedsskadeligt (hvilket meget tyder på IKKE er korrekt). Hvilken indflydelse har denne fedtskat så haft på vores dagligdag?

Et pristjek på hakket oksekød i dag viser, at den fede version med 14-18% fedt koster 41 kr./kg, mellemvaren på 8-12% koster 48 kr/kg og den fedtfattige variant på 3-6% koster 63 kr/kg.

Det er ganske vist, at dårlige kostvaner har en social slagside, og at de med færrest penge er dem, der spiser dårligst. Politikernes afgift på fedt skulle som følge af deres argumentation nu gøre, at folk der ikke har særlig mange penge nu skulle tænke: "Hmm...den fede variant er stadig den billigste, jeg må hellere købe den dyre fedtfattige udgave...". Det giver jo INGEN logisk mening.

Politikerne har indført en skat, som rammer de svageste. Det er usmageligt og løgnagtigt at sælge det som folkesundhed.

Nu har vi så fået en ny regering. De er så begejstrede for denne fedtskat, at de vil indføre en lignende skat på sukker fra 2013. I 24timer fra d. 17. januar kan man læse, at i udkastet til dette forslag vil yoghurt, syltede rødbeder, asier og agurker blive ramt. Det samme vil økologiske varer med tilsat sukker, for de må ikke erstatte sukker med kunstige sødemidler. Til gengæld vil rent sukker (!?), søde kiks, kager og frugtgrød ikke blive ramt. Slik som vi vælger at hælde mælk på og spise til morgenmad, også kendt som cerealier (ex. Frosties, Chokopops etc.) går også fri.

...Det giver jo fin mening! Lad os da vedtage en lov som vil give plads til mere kemi (i form af kunstige sødemidler), hvis langtidsvirkninger vi ikke kender og forarbejdede, mishandlede råvarer, samtidig med at vi gør det sværere/dyrere at sælge økologiske varer.

Jeg er udmærket klar over at økologisk sukker feder præcis lige så meget som konventionel sukker. Men mere og mere forskning viser også, at økologiske råvarer har et højere næringsindhold pr Kcal end konventionelle råvarer, dvs. flere vitaminer, mineraler, sundere fedtsyrer og færre medicinrester i f.eks. kød. Samtidig sikrer økologisk landbrug at øko-systemet ikke bliver kvalt i pesticider. Det skal vi da have stoppet...i folkesundhedens navn!!

Jeg har flere steder læst "eksperter" foreslå differentieret moms, så prisen på frugt og grønt blev lavere. Se DET vil nemlig få folk til at købe sundere madvare. Nej, det vil sgu ikke!!

200 gram Matador-mix koster 20 kr. Det gør 1000 gram blandet frugt også.

250 gram Marabou-chokolade koster 25 kr, det gør 300 gram blåbær også.

Et hvidkålshoved koster 6 kr og vand fra hanen koster 3,5 øre pr. liter, mens sodavand og andre sukkerdrikke koster tættere på 20 kr pr. liter.

Sundt ER allerede billigere. Folk vælger bare at købe noget andet.

Hvis politikerne ønsker at tjene ekstra penge til statskassen via afgifter på fødevarer, så skal de melde det rent ud. I stedet for som nu at forgøgle befolkningen med budskaber om folkesundhed.

Velkommen til traening.nu

Hjemsted for Martin Prassé, Aut. Fysioterapeut, Master of Exercise & Fitness.

Med en helhedsorienteret, funktionel og atletisk tilgang til mennesker, træning og genoptræning, hjælpes folk på vej mod deres mål.

Mere om Prassé